Tekstet berabætes før nærværende! 

 

Vort fønsterløshet ok ôændelige liv i allværldet

Leibniz lærer att thað værer ett mykket doligt vane att tænke sik att vort hug foer meðdelelser utifra, precis som om huget havde nokre vindûer ok dørrer varigjenem thað kunneðe slæppe meðdeleleserne inn ok ut till oss. Allt som vi upplever, næmneligt, værer inneslutet i vort substanse, ”urværet”, som vi, i egenskape af att være ett ”ettvære” eller ett ”mónaðe”, faktiskt være. Thærfør værer thað ikke møjligt før nokot væsende att lære oss nokot som ikke alleredan værer i thette vort egetnature.

Nær dr. Helgi Pjeturss soleðes taler om livsstrolninger fra andre mænnisker monge miljôner ljusorer bortfra oss, foer man ikke, utifra Leinbniz syne, tænke sik thetta som ett strolende igjenem thað yttre rymdet ok thess enorme avstonder, utan førbindelset (eller bættre, samsvaret) værer redan till stæðes i thesse mænniskers ok vore egne urværer. Ljusets hastighet, ok ljusets øverhastighet, have intet með thetta att gjøre, utan förbindelset værer mómentant, øgonblikkeligt, ok berôer po vort ok thesse andre mænniskers egetvære eller “særvære” i allværldet. Særværerne spegle varandre ok være sammenflæteðe i større eller mindre mon. Thøj være alltso varandres “samværer”, men thað som skeer i theijm værer avhængigt Allværet eller Huvudsubstanset, d.v. s. sjælveste Gudet, ok værer okso samordnet af Thvi.

Substanset kunner mann, sosom vi hær okso gjører, æven kalle för ett “urvære”.  Thað værer alltid ett levende ok andligt væsende som bôer øver ett verksamhetsførmoge, ett virkningskrafte. Thað værer antingen enkelt, d.v.s. uten deler, eller so værer thað sammansettet, d.v.s., ett samlinge av enkle urværer, mónader. “Mónas” værer ett grekiskt ôrd som betyder “thað som værer ett”. Thærav værer thað helt rætt ok alldeles i sitt ordene att kalle thað för “ettvære” ok samtidigt för ett “heltvære”. Thøj sammansetteðe tingene eller kropperne, være per definizjóne ett “mængde”, medens thøj levende sjælerne, alle anderne, være tæremôt enkle, ok som sodene, samfællige enheter.

Ômøjligt værer thað att førklare hvordan nokot ettvære kunneðe blive ett føremole för influenser eller førændringer i thess innre gjenem nokot som værer skapet, ett annet persóne eller nokot tinge, eftersom thað ikke værer møjligt att lægge nokot till nokot som værer ett ok helt (ettværet). Ok ikke heller værer thað møjligt att tænke sik i thvi, nokot innre rørelseprocesse, som kunneðe framkalles, lote sik leðes ok økes eller minskes inuti thvi, – nokot som man thærimôt gott kan tænke sik, om saket gjæller thøj sammansette tingerne, i hvilke delerne (eller sakerne i sammenslutendet) kunne byte platse. Ettværene have ikke, sosom alleredan sagts, nokre vindûer, fönstre, eller dörrer eller andre øppninger, som nokot kunner fare ut ok inn igjenem, ok utifra komme inn till oss. Hændelserne (accidenserne) kunne hvarken slæppe sik løse ifra, eller æge nokot rørerelse, utenfør urværerne (mónaðet/substanset, substanserne). Thetta helt tværtemôt hvað skólastikernes førnimbare specier (specii) fôrdom gjôrde (tænktes kunne gjøre). Utifra kunner hvarken substanserna eller acsidenserne komme inn i ettværene.

Leibniz lærer att eftersom thøj sammensette tingerne ikke kunne finnes till uten thøj enkle tingerne, so moste thað finnest urværer, substanser, øverallt, ok hele naturet thærfør være fullt með live. Thenn (eller henn)  lærer videre, att tho ettværerne være heltværer ok uten deler, so kunne thøj hvarken blive till eller slute att finnest till. Po ett naturligt vise kunne thøj hvarken børje finnest eller slute finnest till, ok de æge soledes tillverelse so længe som sjælveste universet finnest till. Thette Allværlde førændres visserligen oavbrutet, men thað værer helt uten ænde, kommer alldrij att førgos.

Till thette saket hører okso, att hvarje ettvære æger sik ett sakvære, ett objekte eller tinge, som vi kalle før vort lekeme, vort kroppe. Thværtemôt thvi kristne trôet, ok helt som i thvi fôrnnôrdiske tænkesættet, værer “sjælet” alldrij uten sitt lekeme (kunner ikke være thað). Sjælerne være alldrij frikoppleðe, alldrij løsgjôrde, som om thøj væreðe fra allt alldeles ôkoppleðe ander! Dokk foer man ikke holde før ett sanninge, att hvarje “sjæle” (eller ettvære), haver nokot særskilt mængde av materie tillskrivet thvi som thess før alltid. Alle lekemer være næmligen i ett stadigtverende flytende, ok ôlike tinge ok deler førsvinner ok kommer tillbake i thað pogoende flytendet, uten uppeholle. Lekemer, kropper, ok andre sakværer, være faktorer, alltso æge ett dele i thvi samfælldige førænderlighetet, kurset ok gonget i universet. Till førskillnelse fra ettværene uppstoer thøj ok førsvinner i værldets kurs, bliver till ok upphører. So værer thað ikke med ettværene, førthvi att thøj være skapte till live av Allværet, av Gudet, so længe som Thað (Allveret) vill thað, d.v.s. vill att thað so skall førblive.

Thetta reijser so nødvændigtvis spørsmolet om hvað som hænder nær ettværet værer avlidet, nær thess lekeme ikke længre værer levende ok virkssamt. Thetta værer okso ett spørjelse som dr. Helgi Pjeturss stæller sik, ok thenns (henns)  svare værer ôtvetydigt: Uten lekemet være ettværene ikke till. Thøj kunne thærfør ikke efter sitt døde samles i nokot andeværlde, sosom spiritisterna tænker sik. (Helgi hade monge samtaler med avlidne mænnisker hinsides i værldet, men thað voru mænnisker av kjøtte ok blôde po andre jôrdklôter. Thenn (eller henn) kæmpede okso helhjærtet ok ôförtrøtteligt môt spiritisternas missførstonder. Thað værer thærfør kedeligt ok sorgeligt att so monge trôe att Helgi værede ett spiritiste!)

Leibniz viller mene att thað som vi kalle fødelse ok døde bare værer, po ene sidet, ett utveklende ok vaksende (fødelset), ok po det andre sidet, ett avveklende ok förminnskende (dødet). Thað værer ikke klart før mik hvað thetta egentligen vill sægje, ok jek kan ikke se att thað værer ett nødvændigt konsekvense av thenns (eller henns) systeme.  Thað svar som Helgi giver værer thæremôt enkelt ok sôlklart: Ettværerna finne helt enkelt sitt materialiserende, sitt omførkroppsligende po andre stjærner i rymdet, ett lekeme ok ett stælle (ett jôrdklôte) som just passer thvi særveret, precis thvit individuelle ettværet, ok thvi livsskurse som thað befinner sik po, nær thað døer. Men tvo kurser, tvo færdriktninger i livet finnes thað för mænnisket enligt Helgi: thað ene værer Livets, Harmoniets ok Lykkets Væg, ok thað andre værer Dødets, Søndrendets ok Plogendets Ônde Væg.

Thað synest mik væl kunne være vært att nærmere jæmføre Leibniz ettværesfilosófie með Helgis stjærnelivslære, ok revidere bægge i ljuset av thvi andre. – Men thað gjøres ikke hær ok ikke nu.

Dr. Helgi Pjeturss

Till thette tekste po islænskt enkønsmol (typ2 sennislændske)

Till STARTSIDET (po typ1 sennislændske)

– – –

Tat tvam asi (तत् त्वम् असि eller तत्त्वमसि), ”That værer Thû!”